Menu

FORTIDSMINDER I ANLEDNING AF BOLDKLUBBEN UNIONS 125 ÅRS JUBILÆUM

image
07. marts 2025 kl. 19:18

En lille samtale om fortiden afholdt med tidligere formand Henrik Danielsen. Fortalt til Henrik Ravnild, formand for UNIONs Venner.

Jeg er jo selv gammel formand for UNION fra 1976 – 1982.

Jeg overtog posten fra Henrik Danielsen, der dengang havde været formand siden 1972. Jeg har derfor haft en snak med Henrik om gamle dage, og det forsøger jeg at beskrive i denne lille artikel.

Henrik blev født i marts 1948 og flyttede til Frederikssundsvej 99 omkring midten af 1950’erne, hvor han gik på Frederikssundsvejens skole og i klasse med blandt andet Paul Larsen, som senere har skiftet navn til Paul Lennholm, som i dag er chef for gammelmandsholdet.

Henrik mener, at han og Paul blev meldt ind i UNION i 1957 – det var den tættest liggende fodboldklub, og der har han siden været medlem og spillet hele tiden – ingen andre klubber.

Dengang spillede man 11 mand på hvert hold og der var absolut ingen piger, der spillede fodbold.

Der var træning 2 gange om ugen og kamp i weekenden og sæsonen startede omkring marts og sluttede i oktober – det var en halvårssport, og derfor spillede Henrik også håndbold i vinterhalvåret.

Klubhuset var dengang ”kun” begrænset til de 2 omklædningsrum ud mod Genforeningspladsen med 2 bade og intet egentligt klublokale. Der sad dog næsten altid en ældre herre – hr. Scheur – og sørgede for god ro og orden og at alle kom i bad efter træning. Hvis man skulle købe slik, sodavand eller en is var der dengang en isbod åben på hjørnet, hvor ATK i dag har klubhus.

Den gang hed formanden Svend Boldt, og det var en entusiastisk formand som altid fulgte ungdommen og kom med heppende kommentarer fra sin siddeplads uden for banen, da han var dårligt gående. Har blev aflyst af den mere besindige Ejner Jensen.

Henrik husker også, at træning foregik på Bellahøjmarken, inden Grøndals Centret blev opført. Om efteråret, når der skulle være dyrskue spillede man bold op af store trækasser, hvor der var grise inde i. Det lød rigtig sjovt. Ordet dyrplageri var ikke opfundet. Han husker også Brandmarken, der hvor der i dag lille Bellahøj Politistation og Cirkuspladsen. Det var rigtig dårlige forhold, set med nutidens briller, men acceptabelt dengang. Da Grøndals Centret, dengang Bella Centret blev opført havde vi en kort periode en bane oppe på marken – Hestebanen/Ringbanen.

Senere kunne man også spille fodbold om vinteren og vi fik lidt grusbanetid på Tingbjerg. Der delte vi 2 grusbaner med Brønshøj, Husum, Stefan og Fix. Det blev ikke til mange timer, for dengang spillede Brønshøj jo i 1. division!

Henrik blev ikke den store 1. holds spiller, men han fik rigtig mange kampe på klubbens 2. hold og en fin karriere på alle gammelmandsholdene og han sluttede af på klubbens +60 hold.

Henrik gik også bestyrelsesvejen og var formand i hele 4 perioder, første gang fra 1972 til 1976 og senest i 2004.

Henrik stod for klubbens store jubilæum i 1975, hvor hele Genforeningspladsen blev omdannet til en stor fest med kampe på opvisningsbanen og stor fest i ”klubhuset”, hvor omklædningsrummene med ryddet for stålreolerne til fordel for borde og stole.

Henrik er også en af klubbens relativt få æresmedlemmer, rent faktisk nr. 2 i rækken, så det har været et begivenhedsrigt liv i Boldklubben UNION som Henrik ser tilbage på med stor glæde.

Luk