Menu

Eksklusivt interview med Uffe: Starten på forårssæsonen og målet for resten af året

image
30. april 2026 kl. 12:28
Uffe deler sine tanker om den stærke start på forårssæsonen, nye spillere og nøglen til succes mod BK Frem.

Hvordan vil du beskrive jeres start på forårssæsonen med 3 sejre og 3 uafgjorte?

”Som Kim Brink sagde, efter at OB havde slået Real Madrid ud af UEFA Cuppen i 1994: ”Optimalt.”

 

Hvad har været nøglen til, at I stadig er ubesejret?

”Jamen, vi fik jo en ordentlig saltvandsindsprøjtning fra FA2000 i vinter, hvor der kom et halvt hold spillere. De har både været med til at hæve kvaliteten og styrke bredden i truppen. Det er afgørende i en klub som vores, hvor man ved, at så snart der er spillet et par kampe, begynder de obligatoriske sløje skader og halvsvage afbud at hobe sig op.

At de så ovenikøbet er nogle rigtig gode drenge, der bidrager rigtigt meget til det sociale og af og til også vil drikke en øl, gør det jo bare endnu bedre.”

Hvad er målet for resten af sæsonen, og tror du, I kan fortsætte den ubesejrede stime?

”Der går rygter om, at antallet af nedrykkere fra KS i år vil få Det Stockholmske Blodbad til at ligne en konfirmation i Holte. Så selvom det er lidt konservativt, må målet simpelthen stadig være at blive oppe, så vi også spiller med linjevogtere næste år.

Jeg kan personligt skrive under på, at der allerede nu bliver dømt alt for mange forkerte offsides mod hurtige offensive spillere, så jeg tør slet ikke tænke på, hvad der vil ske, hvis vores kære dommere ikke får hjælp fra linjerne.”  

Søndag venter kampen mod BK Frem - hvad er dine forventninger til kampen og hvad bliver nøglen til at få tre point ?

”Først og fremmest vil jeg sige, at det burde være ulovligt med så tidlig en kamp (søndag klokken 10 red.). Jeg vil gerne indrømme, at jeg er noget nervøs for nogle af vores unge menneskers evne og vilje til at tænke og opføre sig som professionelle sportsmænd lørdag efter kl. 16.

Uden at hænge nogen offentligt til tørre kan jeg i denne lukkede kreds godt afsløre, at det bl.a. drejer sig om vores unge anfører og et par stykker, der sidder tæt på ham i omklædningen.

Nøglen til de tre point må derfor være, at vi får smidt TP i en Uber ved 23-tiden og sender ham på en odyssé gennem de københavnske gader med det formål at redde vores unge mennesker fra nattelivets kykloper og sirenesang og sikre, at alle mand er i egen seng lige omkring midnat.”

Luk