Menu

Låge 14: Toksværd kunne have været Brøndby!

image Toksværd Klubhus
14. december 2020 kl. 23:02
Drømmene og passionen for fodbold startede for en ung Mads Andersen i barndomsklubben Toksværd GI

Hvad er din tilknytning til BK Union?

Jeg startede med at spille i klubben, da jeg flyttede til København, hvilket vel efterhånden er en 14-15 år siden. Nu er jeg sportschef, sidder i bestyrelsen, spiller på lukket hold og står for meget af kommunikationen.

Hvornår startede du med at spille fodbold og hvorhenne?

Jeg startede som 4 årig i en gymnastiksal og fra da af var jeg Toksværdspiller.

Har du en klub med en særlig plads i dit hjerte og hvorfor?

Der er flere, men når vi nu er i det nostalgiske hjørne vil jeg pege på Toksværd, hvor jeg levede min ungdom og fandt passionen for fodbold.

Hvad er din største oplevelse fra din tid i den klub?

Jeg kan huske vores første medalje til et børnestævne i et regnvådt Rislev, hvor vi slog de uovervindelige Herlufsholm. Deres store profiler var et par tvillinger, hvis tårer forstærkede vores glæde ved sejren.

Som senior må jeg fremhæve en legendarisk serie 3 kamp på udebane mod ærkerivalerne fra Holmegaard. Vi bliver hurtigt reduceret til 10 mand, da vores bagerste mand og mest erfarne spiller trækker en håbløs udvisningen. Ikke overraskende er vi bagud ved pausen, men vores træner er stoisk rolig i pausen og sikker på, at vi vinder. Da kampen er omme har vi spillet en forrygende 2. halvleg og vundet kampen med 5-4!

Er der nogen resultater i klubbens historie, som du vil fremhæve?

Tilbage i 70'erne havde klubben sin storhedstid, hvor klubben blandt andet mødte et fremadstormende Brøndby i Danmarksserien. Siden gik det hver sin vej for de to klubber, men jeg har som ung tit drømt om, hvordan Toksværd kunne have været Brøndby. Jeg boede bogstaveligt talt kun et stenkast fra klubben og jeg har lagt mange store planer om, hvordan de omkringliggende marker skulle anvendes til stadion, parkeringspladser og flere træningsbaner.

Da jeg selv var barn havde klubben sin anden opblomstring, hvor man nåede Sjællandsserien, hvilket desværre resulterede i en deroute, der først sluttede, da man lå i Serie 3. Mine største idoler fra min barndom var spillerne fra Sjællandsserieholdet; Flemming Flagermus, Ebbe Ost, Pede, Carsten Jensen osv.

I 2020 deltog jeg i en af de Facebook gimmicks, hvor man skal nævne de 5 største fodboldspillere. Jeg nævnte Pede blandt mine 5, hvilket betød at vi nu er venner på Facebook og jeg er stadig en smule starstrucked!

Følger du stadig klubben?

Mindre end i mine unge dage hvor jeg startede lørdage med at løbe udenfor for at se om flaget ved klubhuset var hejst, hvilket betød, at der var hjemmekamp og min weekend reddet.

Jeg følger dog stadig klubben og havde en snak med formanden den forgangne uge, der fortalte, at man er presset på både medlemmer og frivillige. Jeg håber på bedre tider for klubben og den kan have en vigtig og central rolle i lokalsamfundet.

Er der nogen i klubben, som du vil sende en julehilsen til?

Der har været en konstant i alle de år jeg kan huske og det er Peter Mortensen, der har været holdleder på samtlige seniorhold og oldboyshold i den tid jeg kan huske. Han er nu oppe i 70'erne, men er så vidt jeg ved stadig aktiv. Han skal have en stor julehilsen og tak!