Menu

Låge 13: Fejrede oprykning til 2. division med fanta!

image Når Svigermors fødselsdag er vildere end en oprykningsfest! Uffe Troensegaard spillede engang i Aarhus Fremad
13. december 2020 kl. 22:54

Hvad er din tilknytning til BK Union?

Jeg har brændt chancer og løbet offside for førsteholdet de sidste tre års tid.

Hvornår startede du med at spille fodbold og hvorhenne?

Jeg startede, da jeg var omkring 5-6 år i en klub i Svendborg, der hedder BK Stjernen.

Har du en klub med en særlig plads i dit hjerte og hvorfor?

Union indtager selvfølgelig den største plads i mit hjerte, hvor også klubber som Tåsinge FB og FC Svendborg fylder op. Men hvis jeg skal fremhæve en klub, der har betydet meget for mig – på trods af jeg kun var der halvandet års tid – er det Aarhus Fremad. Det er en klub med gode mennesker og gode værdier, og Riisvangen udgjorde en fantastisk base for at blive integreret i smilets by, da jeg flyttede derop for et par år siden.

Hvad er din største oplevelse fra din tid i den klub?

I min første sæson i klubben rykkede vi fra Danmarksserien op i 2. division. Den kamp, hvor oprykningen endegyldigt blev sikret, var jeg dog til min svigermors 50-års fødselsdag i Svendborg. Jeg var lidt i tvivl om, det var det rigtige valg, indtil en af mine medspillere sendte mig et billede fra oprykningsfesten, hvor to af drengene skandaløst nok fejrer oprykningen med hver sin Fanta i hånden… da vidste jeg, at jeg var taget til den rigtige fest.

Følger du stadig klubben?

Ja, jeg kan bl.a. anbefale YouTube-serien ”Det skal nok gå”, der maler et meget sympatisk portræt af en klub, der forsøger at få det bedste ud af de begrænsninger, som man støder på i krydsfeltet mellem amatør- og elitesport. Se den her

Er der nogen i klubben, som du vil sende en julehilsen til?

Det må næsten blive min gamle tennismakker, Nicklas Ullum, der endnu er den eneste tennisspiller, jeg mødt, der fedtspiller mere, end jeg gør. Jeg troede faktisk, at han var på vej ind i sin fodboldkarrieres efterår, da vi spillede sammen i Fremad, men som Henrik Nordbrandt skriver, så har året i Danmark 16 måneder: November, december, januar, februar, marts, april, maj, juni, juli, august, september, oktober, november, november, november, november – og Ullum var åbenbart kun i en af de tidlige efterårsmåneder, for han lunter stadig rundt i Fremads midterforsvar med anførerbind og nummer 10 på ryggen. Udover det vil det også være på sin plads med en julehilsen til de tre – på hver sin vis – forrygende holdledere Figo, Marc Kewin og PH.