Kulturguidejulekalenderen 20: John Emil Winberg

John Emil Winberg

Hvad er din relation til BK Union?
Jeg er ungdomsformand, men også ansat som daglig leder af ungdomsafdelingen. Desuden har jeg en fortid som frivillig træner og spiller i seniorafdelingen, og har været medlem siden 2010.
Hvad laver du, når du ikke er i Union?
Jeg går ret meget op i madlavning og nørder også en del cocktails. Desuden spiller jeg lidt musik, men efterhånden mest for mine børn. De siger, at jeg er ret god.
Hvilken film vil du anbefale?
Kort tid inden jeg begyndte i Union, så jeg en film der hedder “Into the Wild”. Den handler om en forvirret ung amerikansk mand, der stiller spørgsmåltegn ved sin skole, familie og samfundet som helhed. Derfor beslutter han sig for at tomle rundt i USA, for at finde ind til sig selv. Det er en virkelig sørgelig, men meget inspirerende film, som faktisk gjorde, at jeg selv tomlede hjem fra en skiferie i alperne, da jeg var i starten af 20’erne.
Hvilken bog vil du anbefale?
En af mine yndlingsbøger er et moderne islandsk folkeeventyr, der hedder “Skyggebaldur”. Den handler om en ondskabsfuld præst og en hjertelig boheme, der kommer i konflikt over en mongolsk pige. Udover nogle gode beskrivelser af karaktererne, indeholder bogen nogle vildt flotte passager om den islandske natur. Og så er den kun 114 sider lang.
Hvilket stykke musik vil du anbefale?
Hele Peter Sommers seneste album “Elskede at drømmer, drømmer om at Elske” synes jeg er helt vildt fedt. Der er ikke så meget at sige. Bare sæt dig en kop kaffe eller en glas vin, og så lyt til det.

Hvad ønsker du dig i julegave?
Jeg ønsker mig et sæt trådløse hovedtelefoner med integreret pulsmåler. Jeg er jo flyttet ud af byen og har 15 km på arbejde, som bliver tilbagelagt på et sort lyn af en racercykel. Så det ville fuldende mit udtryk som irriterende i stramt tøj og et nuanceret forhold til færdselsloven.

Husk at Like BK Union på Facebook – link

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*