Kulturguidejulekalender 15: Nikolaj Niss

Hvad er din relation til BK Union?

Jeg startede i Union for 1 år siden. Jeg har i mange år været med på et lukket 7-mandshold med en masse venner og bekendte fra Næstved og omegn, dog uden at være tilknyttet en klub. Det løb dog lidt ud i sandet efter sommerferien 17′ og derfor synes jeg det var spændende at starte noget nyt op med et tilhørsforhold til en klub. Mads Andersen startede et 7-mandshold i Union og og det har været så stor en succes, at det nu efter to halvsæsoner er blevet til et 11-mandshold i serie 4.

Jeg er vild med, at der er træning, øl i omklædningen og mad i tutten. Det gør tilhørsforholdet til klubben og det generelle sammenhold en del bedre, end hvis man bare mødes en gang om ugen og spiller kamp. Jeg er blevet ret vild med Union og prøver også at komme ud og se 1. holdet, når de spiller hjemme i weekenden. Klubfølelsen har jeg savnet siden min ungdom i HG i Næstved. Derudover er det lidt sjovt, at man nu spiller i samme klub som sine venners 2-årige datter, så føler man sig liiidt i sin karrieres efterår.

Hvad laver du, når du ikke er i Union?

Jeg arbejder som konsulent i et firma, der hedder COWI, hvor jeg lige p.t. rådgiver Letbaneselskabet i forbindelse med anlæg af Hovedstadens Letbane. Vi står for udarbejdelse af materiale til ekspropriation, lodsejerhåndtering og så har jeg fornøjelsen af at holde styr på vores tegnestue i Indien.

Derudover bruger jeg en masse tid med mine venner på at se NFL, rejse på fodboldture eller whiskyture eller andre fornøjeligheder.

Hvilken film vil du anbefale?

Min yndlingsfilm, som jeg bliver mobbet en del med, er The Lost World: Jurassic Park. 1’eren er jo en klassiker, men jeg synes, at 2’eren er overset. Den har så mange vilde scener og så kommer dinosaurerne ind til byen og det synes jeg lidt 1’eren mangler.

Derudover synes jeg også, at Deep Blue Sea bør nævnes! En film der handler om, at man har muteret hajernes hjerne så de er blevet klogere end mennesker, og hvordan de så over tager den base de lever på ude i havet, det er også dejligt. Især scenen hvor LL Cool J gemmer sig i en ovn i et oversvømmet køkken og hajen så tænder for ovnen er episk filmhistorie!

Hvilken bog vil du anbefale?

Efter alt for mange år som studerende har jeg fået et lidt anstrengt forhold til at læse, så det bliver ikke til så meget. Men det sidste jeg lige kan komme på er “Vangede Billeder” af Dan Túrell. Det er en hyggelig og sjov bog, som var en fryd at læse efter mange år, hvor den primære læsning har været “Lov om elektrificering af jernbaner” og andre lækkerier i den genre.

Derudover har jeg for nyligt læst “Take your eyes off the ball” af Pat Kirwan, som er en introduktion til de tekniske og taktiske aspekter i amerikansk fodbold. Det er en bog som vil give ekstra dybde til oplevelsen, hvis man kan lide at se NFL.

Hvilket stykke musik vil du anbefale?

Ice Cube har lige lavet en ny plade der hedder “Everythangs Corrupt”, han er vred og der er god energi på det, så det hører jeg hovedsageligt. Ellers hører jeg mest “I Love My ’90s hip-Hop”-playlisten på spotify!

Hvad ønsker du dig i julegave?

Jeg ønsker mig et rivejern. Jeg kan simpelthen ikke finde det jeg havde og jeg forstår ikke hvordan jeg har smidt det væk, da det jo ikke rigtigt er noget, man render så langt med. Men jeg er lidt træt af meget grove stykker parmesan på min kødsovs!

Husk at følg BK Union på Facebook – link

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*