Groundhopper på besøg i Union

Tyske Michael Seiss arbejder til dagligt i en større tysk virksomhed, men i sin fritid rejser han rundt og ser fodbold i europa og vel at mærke ikke på de største arenaer, men helst mere ydmyge rammer, hvor der spilles amatørfodbold. Den 19. maj i år førte det ham til Genforeningspladsen, hvor han kom forbi for at se Unions Københavnseriehold spille mod Prespa i en kamp som Union vandt sikkert med 3-0. I øvrigt måtte han gå lidt før tid, da han skulle i en taxa, så han også kunne nå at se Brønshøj-HIK på Tingbjerg Stadion. Således nåede han at se 10 mål denne lørdag, hvilket var en lidt bedre dag end om fredagen, hvor han nærmest var ene tilskuer til en kamp i Valby Idrætspark.

Det var en del år siden, at Michael havde været i Danmark, men nu skulle det være, da han kunne slå det sammen med et par koncerter på Vega. Således tog han efter kampen i Brønshøj til Vesterbro for at høre Johnny Marr fra det legendariske The Smiths give koncert.

Man kan følge Michaels rejser rundt i Europa på hans Facebookside Captain’s Dinner, hvor han ligger billeder op fra hans rejser. Navnet Captain’s Dinner stammer fra et fanmagasin, som Michael udgav fra 88-95 omhandlende hans hjerteklub SG Wattenscheid 09, der i dag ligger i den tyske Regionalliga.

I forbindelse med Michaels besøg på Genforeningspladsen fik han overleveret lidt BK Union merchandise, som han er glad for, han har i hvert fald huen på på sin Facebookprofil.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*