Interview med målmand Christian Hammerum i anledning af hans 300 kamps jubilæum

Tillykke med 300 kamps jubilæet for snart 2 uger siden i kampen mod Rønne.

Du har været 1. holds målmand i BK.Union i mere end 1o år. Prøv at sætte nogle ord på holdets udvikling i disse år?

Mange tak, det er en stor ting og betyder meget for mig!

Jamen 1. holdet har stort set kun gået en vej fra min start på holdet. Dog har jeg også været med til et par nedture, men som hold er der sket rigtig meget på de 10 år. Både for mine personlige evner men også for hele holdet og klubben. Jeg er meget stolt over at have været en del af hele denne rejse.

Jeg startede på et hyggeligt og meget socialt midterhold i serie 1 til nu, hvor vi ligger og kæmper om oprykning til DS. Utroligt nok er det stadig lige så socialt og der bliver stadig drukket lige så mange øl som for 10 år siden! Det er vigtigt at bibeholde det sociale element, til trods for at vi vokser som hold og klub.

På hvilke parametre kan det nuværende hold blive bedre?

Vi har spillerne, trænerne og opbakningen fra alle folk omkring klubben til at spille med i DS med det nuværende hold. Det er jeg slet ikke i tvivl om. De spillere, som løber rundt hernede for tiden, er klart de bedste, der har været hernede i min tid. Og krydret med et trænerteam som virkelig har store ambitioner for klubben, så er jeg meget sikker på, at Union har en meget lys fremtid foran sig.

Hvis vi skulle forbedre os, skulle det nok være fremmødet til træning og kamp, som til tider godt kan være fyldt med dårlige undskyldninger og afbud. Hvad vi ikke har haft af sløje afbud i år, men alligevel har truppen vist sig at kunne klare denne udfordring. Den går nok bare ikke i DS, hvis det bliver relevant!

Hvorfor er det så fedt at spille i BK.Union ?

Det sammenhold der findes hernede er unikt. Ikke blot 1. og 2. holdet men også sammenholdet mellem generationerne. Den opbakning vi får fra “De gamle” fra Unions Venner og de andre “ældre” hold betyder meget for truppen.

På lørdag skal i spille mod det absolutte bundhold Amager ff. Hvad bliver resultatet?

Jeg tror vi napper en stille og rolig 4-0 sejr. 2 af Serdal, 1 af Rossander og en enkelt af vores midtbanekriger Skamby!