Formandens beretning 2015: En hyldest til fællesskabet!

Bk. Union.

I 2014 blev der på DR1 sendt en kort føljeton om fodboldmiraklet i Hobro. Mange af os fulgte interesseret med og på trods af Netflixs massive indtog, var serien efter min mening noget af det bedste tv, der blev vist i 2014. Hvorfor denne indledning om en fodboldklub fra en jysk provinsby? Af den simple årsag, at den på mange punkter sætter ord på det, som også gør, at Union vel næppe har været mere succesfuld end tilfældet er nu – både på og uden for banen.

Sammenligningen mellem Morten Vinther og Jonas Dal er oplagt, og sammenholdet i Hobro kræver ikke den store fantasi at oversætte til vores drenge i seniorafdelingen, som gradvist har taget nye spillere ind i omklædningsrummet og gjort dem til en del af Familien Union. Det bliver i min optik ikke bedre og tildelingen af årets idrætspris hos Brønshøj-Husums Forenede Idrætsklubber var den berømte prik over I’et. Det var ikke én spiller, ikke ét hold, men HELE seniorafdelingen, der vandt prisen – en hyldest til fællesskabet!

Der er sket meget i årets løb, og jeg håber, du har lyst til at læse med og se tilbage på (endnu) et succesfuldt år for BK Union.

Der skete ekstremt meget i klubben

Afsnittet om årets gang i Union var denne gang ikke nemt at få på plads, hvilket ganske enkelt skyldes, at listen var alen lang:

Super god sæson for skøjtebanen med vores altid glade personale… TJEK …Kræmmermarked, hvor vi igen løftede i flok og tog ansvar for at få, at alt spillede …TJEK…Klubliv=Dagens ret fra John & Helle kombineret med en kølig pils og fodbold på skærmen ….TJEK….Heftig aktivitet på hjemmesiden og facebook med vores utrættelige skribent med den skarpe pen… TJEK…..fed afslutningsfest….TJEK …En fantastisk tur til Bornholm… TJEK….Vinsmagning, vinterklub, Unions fødselsdag m.m i Unionsvenner…TJEK og jeg kunne blive ved.

Fællesnævneren ved de oplistede ting er, at det er ting som sker år efter år, og som mange af os glæder os til. Traditioner er gode – og vi har mange sublime af slagsen i vores kære klub, som vi skal værne om.

Heldigvis var det også tid til fornyelse, og i 2014 fik vi indviet ”Verdens hyggeligste gård”, som fra bestyrelsens side er et forsøg på at skabe endnu mere klubliv. Vi vil så gerne have, at I bliver lidt længere – ung som gammel, barn som voksen. I 2015 fortsætter vi opgraderingen både indenfor og udenfor. Glæd jer!

Et andet nyt initiativ, som jeg er sikker på er kommet for at blive, var vores Nytårskur. Ganske vist var det i januar ’15, men den fortjener at blive omtalt i dette års beretning. Ca 40 spillere i alle aldre troppede op og gjorde dagen perfekt. Næste år må målet være, at endnu flere deltager – jeg ved, at jeg gør – måske endda som spiller;-)

Brug vores sponsorer!

Den lokale handelstandsforening i Brønshøj har et slogan, der hedder: ”Hvis du vil have os i morgen – så brug os i dag”. Kort, rammende og præcis det samme slogan som gælder for vores arbejde med sponsorer. Vi fik hul på bylden i 2014 med en række nye sponsorer, som gør, at du som medlem eller ven af klubben efterhånden kan komme vidt omkring med vores sponsorer:

Du kan købe din bil hos Niels Johannesen Automobiler og få den tanket op hos OK Benzin. Køb boligen gennem Max Bolig med juridisk rådgivning fra Henrik Ravnild og finansiering hos Arbejdernes Landsbank. Du kan ”Tanke” dig selv op hos Martini Bar og få ekstra spænding ved at spille hos Bet25. Maven kan du få fyldt op hos vores trofaste sponsorer Søpromenaden, Den Franske Cafe eller Vesterbros Originale Burgerrestaurant. Skal du løbe fedtet væk, kan du købe dit løbetøj i Sportigan.

Brug dem, så vi I fælleskab kan sikre, at de også støtter op om klubben i de kommende år. På forhånd tak!

Det bedste halvår i nyere tid?

Sportsligt blev 2014 en rutsjetur på godt og ondt. Den 19/4 lå 1. senior nummer 1 i KS sammen med Kastrup. Stemningen var elektrisk og drømmene store. Desværre tabte vi pusten og måtte tage til takke med en 3. plads. Tilmed blev vi endnu en gang hurtigt eskorteret ud af Pokalen, da vi tabte 3-4 til Prespa i 2. runde. 2. senior klarede sig med nød og næppe fri af nedrykning fra serie 2, så første halvår var ok uden at være prangende.

Så kunne man frygte, at det hele ville falde sammen i efteråret, men intet kunne være mere forkert. Efteråret 2014 må være det bedste halvår i nyere tid for seniorafdelingen – måske endda i hele klubbens historie. 1. senior høstede 10 flotte sejre, 3 uafgjorte og NUL nederlag – det resulterede i titlen som ”Herbstmeister” i KS. Tre hold skiller sig mærkbart ud som ubesejrede, Skjold og Skovshoved er de to øvrige. Det bliver tæt i foråret særligt fordi, vi skal undvære vores suveræne topscorer Uffe Troensegaard. Uffe har efter kun et halvt år i den røde trøje besluttet sig for at flytte til det mørke Jylland, men herfra skal lyde en stor tak for den måske mest overbevisende debut-sæson, jeg kan mindes…kom snart tilbage.

  1. senior lavede også en perfekt halvsæson og bragede igennem den selvsamme serie 2, som de var ved at rykke ud af før sommerferien uden nederlag(!). Næste år bliver modstanden større, men holdet har rykket sig og er klar på udfordringen.

Vores perfekte ubesejrede halvsæson gik ikke ubemærket hen. Tilskuerne strømmede til Genfield Road og priserne ”haglede” ned over os. Christian Hammerum blev fortjent på Ligabold.dk kåret til årets målmand i KS, Morten Winter årets træner i KS og seniorafdelingen vandt årets idrætspris, som jeg allerede har nævnt i indledningen.

Fra gammelmandsafdelingen skal det nævnes, at vores Oldboyshold endte midt i en stærk række – holdet er fyldt op med gamle hæderkronede stjerner, som har en fortid på 1.- og 2. holdet, og som heldigvis har valgt at blive i klubben. Veteranerne nappede en flot 3. plads og Super Masters….ja, de spillede også nogle kampe i årets løb;-)

Vi skal løbende bygge på

Jeg har nævnt det i tidligere beretninger og er stadig fuldstændig overbevist om, at de langsigtede resultater skabes ved at fokuserer på at opbygge de rigtige rammer – det gælder både i seniorafdelingen, i ungdomsafdelingen og i bestræbelserne på at skabe et klubliv for både børn og voksne. Det er et langt sejt træk som aldrig stopper, og 2014 gav lovning om, at vi snart kan tage det næste store kvantespring i BK Union.

Københavns Kommune besluttede at bevillige hele 35 millioner til et nyt kunstgræsanlæg med integreret skøjtebane. Ja, det betyder kunstgræs på vores kære bane 1, men heller det end den stand, som vi har haft de seneste år. Det er vel kun Brøndby Stadion som er værre. I øvrigt vil det også betyde, at vi kan spille hele året, og i øvrigt får et større areal med plads til endnu mere børnefodbold.

Projektet er startet op og er sat til levering i januar 2017. Meget kan gå galt, så det kan helt sikkert strække sig længere ud, men pengene er på plads, og det skal nok lykkedes at få det igennem. I min optik vil det anlæg give Union uanede muligheder såvel sportsligt som kommercielt. Det vil kræve, at vi tør tænke stort, men hvorfor skulle vi ikke kunne blive en etableret topklub i Danmarksserien med en stærk ungdomsafdeling og en yderst sund økonomi? Alle muligheder ligger for vores fødder med det nye projekt og de øvrige ting, som vi allerede arbejder med.

Tronskifte i UA

I sommeren 2014 stoppede Toni som ungdomsformand. Alle os, der kender Toni ved, at han investerer alt i det, som han engagerer sig i. På vegne af klubben vil jeg gerne benytte lejligheden til at give ham et stort tak for hans utrættelige indsats i klubben – for selvom Toni var Ungdomsformand så havde han også en finger med mange andre steder. Sådan går det, når man ikke kan sige nej og i øvrigt ser det som sit mål i livet at gøre noget godt for andre. Det så vi både, da han stablede en juleaften på benene få folk, der ikke lige havde en kernefamilie at fejre med – eller når vi som klub tog ansvar i lærestrejken og indrettede et interimistisk fritidshjem i klublokalerne i 4-5 uger. Toni er nu i Fremad Valby som fuldtidsblæksprutte, men kan heldigvis stadig ses på sidelinjen til 1. holdskampe i ny og næ. Tak for indsatsen Toni!

Ny ungdomsformand blev John Emil, som allerede har taget over med nye tanker og ideer til, hvordan vi kan skabe en endnu bedre Ungdomsafdeling. John Emil er den fjerde ungdomsformand, som jeg har fornøjelsen af at arbejde sammen med, og jeg er til stadighed imponeret over det brændende engagement, der udvises, og som også er nødvendigt i denne krævende rolle som Ungdomsformand. Med John Emil i spidsen får vi taget endnu et nyt ryk, og jeg glæder mig til fortsat at støtte op om det store arbejde, der bliver udført i UA, hvor en stor flok frivillige ledere gør det muligt for unge i Nordvest at udvikle sig som fodboldspillere og mennesker.

Der er mange gode historier fra årets løb i Ungdomsafdelingen, som også vil fremgå af John Emils beretning, men som jeg ikke kan lade være med at nævne: Vi fik endelig et nyt pigehold, vi har fået et super godt samarbejde i Brøndby Masterclass, og så lykkedes det at få vores U14-hold i Mesterrækken. Endeligt er det dejligt at se, at der også i årets løb var mange arrangementer i UA som samler på tværs senest et fastelavnsarrangement i klubben.

Inden kapitlet om UA lukkes, er det også på sin plads at nævne, at vi igen i 2014 afholdte en succesfuld Get2Sport Fodboldskole. Som klub er vi på landkortet ift. at være en løftestang i lokalområdet og både DBUs næstformand og Kultur- og Fritidsborgmesteren mødte op og var efterfølgende meget imponeret over det arbejde, som vi leverer.

Der er ingen tvivl om, at vi som klub godt kan rykke tættere sammen og skabe en mere synlig rød tråd, men vi er godt på vej og 2015 bliver helt sikkert et ekstremt succesfuldt år i Ungdomsafdelingen.

Et kig i krystalkuglen

Inden det obligatoriske kig i krystalkuglen, skal afslutningsvis lyde en kæmpe stor tak til bestyrelsen. Alle bidrager med det, de er bedst til og sikrer, at det hele kører på skinner – I ser det nok ikke så meget, men I ville lægge mærke til det, hvis ikke tingene blev gjort. Det er unikt, at vi har så mange kompetente ildsjæle hele vejen rundt som løfter i fællesskab, og samtidig en kæmpe styrke, at vi ikke er afhængige enkeltpersoner. Endnu en hyldest til fællesskabet!

TV-udsendelsen om Hobro endte med, at de rykkede op i Superligaen – jeg vil også lade denne beretning slutte med samme forudsigelse om oprykning til Danmarksserien – vi har rammerne, kvaliteten på holdet og frem for alt har vi et stærkt fællesskab, som ikke kan købes for penge – nøjagtig som i Hobro…

Tak fordi du læste med!